På udflugt i labyrintsansen

Hvis en gyngetur sammen med børnene på holdet får din mave til at føles helt forkert, så ved du hvordan det er at have en labyrintsans som ikke fungerer godt nok. Det er nemlig labyrintsansen der gør, at vi kan vende hovedet i alle retninger uden at få det skidt.

Labyrintsansen udgør sammen med følesansen, muskel-led-sansen og synet grundlaget for vores balance og dermed for al bevægelse. Motorikeksperterne Anne Brodersen og Bente Pedersen skønner, at omkring 90 procent af de børn som fungerer dårligt motorisk, har problemer med labyrintsansen.

Derfor er det afgørende for børns motoriske udvikling at labyrintsansen fungerer som den skal. Og den skal stimuleres hele tiden for at blive ved med at fungere godt. Det er værd at tænke ind i træningen.

Tre buegange med væske

Indenfor vores ører sidder labyrintsansen (vestibulærsansen). Den giver hjernen besked om hovedet stilling og dets bevægelser.
Labyrintsansen består af tre buegange med væske i og to små udposninger. De tre buegange sidder i tre forskellige planer. Væsken i buegangene bevæger sig når man bevæger hovedet.

Buegangene registrerer især roterende bevægelser når man for eksempel slår kolbøtter, vejrmøller eller drejer rundt om sig selv.
De to små udposninger registrerer hvordan hovedet bevæger sig i forhold til tyngdekraften. Derfor har de stor betydning for hovedbalancen.

Hvis labyrintsansen fungerer normalt, kan selv helt små børn godt lide at bevæge sig i alle retninger, også med hovedet nedad. Det giver bølgegang i buegangene, og det udvikler labyrintsansen og giver et godt fundament for den motoriske udvikling.

Hvis labyrintsansen fungerer dårligt, får barnet det skidt og bliver svimmel ved bestemte bevægelser. Nogle kan endda få det dårligt af blot at kigge på et underlag, der er skråt.

»Det ser ud til at mange børn er understimulerede på nogle planer i labyrintsansen, især når det gælder rotationer og rullende bevægelser. Det skyldes vores livsform. Vi går meget på plane, hårde flader – og vi har ikke længere brug for at snurre rundt og se efter en fjende eller at kravle rundt på jorden og lede efter mad,« siger bevægelseskonsulent Anne Brodersen.

Sammen med læge Bente Pedersen har hun forsket i børns motorik i en menneskealder. De to har blandt andet skabt to et-årige motorik-uddannelser for folk, der arbejder med børn.

Ud over at være en stor del af balancen blander labyrintsansen sig i mange andre af kroppens funktioner:

• Den arbejder sammen med øjenbevægelserne, så man for eksempel kan kigge på ét punkt, når man hopper på trampolin. Den gør også, at man kan "se foran bevægelserne", hvilket er en vigtig funktion både i trafikken og i idræt.
• Den hjælper hjernen med at filtrere indtryk. Lukker et barn for mange indtryk ind, giver det forvirring. Træning af labyrintsansen kan hjælpe barnet til at koncentrere sig.
• Den spiller ind på kroppens muskeltonus, altså den muskelspænding, der hele tiden er i kroppen, og som gør at vi kan holde os oprejst. Man kan hjælpe børn med slap muskeltonus og dæmpe børn med for høj muskeltonus med den rette stimulering af labyrintsansen.
  

Labyrintsansen kan godt fungere fint i nogle planer og dårligt i andre.

»Tidligere havde vi en båd, og jeg blev altid søsyg hvert år, vi var ude at sejle. Så var det ovre. Min labyrintsans skulle trænes op,« fortæller Bente Pedersen.

Væsken i buegangene bevæger sig forskelligt alt efter om det er en hurtig eller en langsom bevægelse som udføres, så nogle børn kan godt lave to hurtige kolbøtter efter hinanden – men de kan ikke lide at lave en langsom, for det får de det skidt af.

Skvulp i ørerne

Man kan træne børns – og voksnes – labyrintsans ved at sørge for at de laver nogle bevægelser, hvor væsken inde i buegangene skvulpes rundt i alle retninger, gerne både hurtigt og langsomt.

"Ofte er voksnes labyrintsans dårligere end børns, og det betyder at vi kan komme til at styre børnene, så de ikke laver så vilde bevægelser. Det skal vi passe på med," siger Anne Brodersen.

"Børn vokser jo, og deres tyngdepunkt ændres hele tiden. Så deres labyrintsans skal hele tiden være et skridt foran. Det er derfor de nogle gange gynger en hel eftermiddag eller triller ned ad en bakke 15 gange."

Det gælder altså om at tænke ind i træningen, at børnene skal have hovedet nedad, vende sidelæns, snurre rundt, trille, slå kolbøtter og meget andet. De skal bevæges på alle planer. Nogle skråplan at løbe op og ned af er en god efterligning af naturens bakker.

Gynger er gode til træningen, men ofte er der ikke så mange i gymnastiksalene. Man kan selv lave en stor gynge ved at hæfte tovene sammen med en karabinhage og lægge en stiv madras op i dem.

"I enhver gymnastiksal burde der hænge en masse snore med kroge i ned fra loftet, så man kunne hænge alt muligt op i dem og lave gynger. De er gode til langsomme svingninger," siger Anne Brodersen.

En hængekøje er også god til at lave rolige skvulp i buegangene.

Test og træn

Et af tegnene på at et barns labyrintsans ikke er i træning er, hvis det helst vil holde hovedet lige på kroppen. Det bryder sig ikke om at skifte stilling med hovedet, det vælger ikke skråplan, og bevægelsesudslagene er små.

Har man et barn på holdet, som ikke bryder sig om bestemte bevægelser eller som får det dårligt af at have hovedet i nogle bestemte retninger, så råder Anne Brodersen og Bente Pedersen til at man tager en snak med forældrene og sammen tester barnet i forskellige planer:

"Læg barnet op på maven på en stor træningsbold og kør den fra side til side og frem og tilbage. Bagefter gøres det samme, mens barnet ligger på ryggen på bolden. Så kommer I igennem alle planer, det eneste der mangler er rotationer," siger Anne Brodersen.

"Se efter hvilke bevægelser barnet ikke kan lide. Det er dém, der skal trænes. Bryder det sig for eksempel ikke om bevægelser fra side til side, kan barnet få en vuggetur i en hængekøje derhjemme hver dag. Står det slemt til, så skal det gøres to gange om dagen. Start med rolige vuggeture – barnet skal ikke blive dårlig af det. Senere kan turen blive vildere. Det er vigtigt, at forældrene samarbejder, for det er ikke nok at træne labyrintsansen ved træningen en gang om ugen – det skal gøres dagligt," påpeger hun.

Men skal man ikke være forsigtig med som træner selv at stille en diagnose?

"Det er ikke en diagnose, det er træning. Har man slappe mavemuskler, skal de trænes, og har man en slap labyrintsans, skal den trænes. Træningen kan ikke skade noget."